Nykjærsvej 24, 8420 Knebel

Fantastisk og højt beliggende sommerhusperle med udsigt over Aarhus Bugt

Drømmer I om at spendere ferierne omringet af den smukkeste, danske natur med langstrakte vidder omkring jer, sand mellem tæerne og havudsigt serveret sammen med middagsmåltidet? Så kan søgningen indstilles, for nu kan man blive den nye kaptajn Jack Sparrow på denne sorte sommerhusperle højt beliggende på Helgenæs Sydspids .

Her kan den indre kaptajn findes frem og kikkerten stilles skarpt, for med husets sublime placering kan man snildt tage del i overvågningen af den aktive skibstrafik i Aarhus Bugt fra de private gemakker. Sommerhuset er opført i '66 og troner flot frem med sin sortmalede facade på den 2.500 kvadratmeter store grund. Her får man et hus af ældre karakter indvendigt, men selv den mest kræsne skipper kan finde sig til rette, for de blå og hvide farver giver et skønt, maritimt islæt til rummene.

I hovedhuset prydes skibsdækket i den store stue-køkken-alrum af flotte, lakerede plankegulve. Her kan man gå under radaren og lune tæerne ved den centralt placerede brændeovn, når kulden kryber på, og i den sideliggende kahyt er der plads til at hele familien kan krybe til køjs. Blæstens salte vind kan skylles af kroppen i husets rummelige badeværelse, der er opført i en autentisk sommerhus-stil.

Når familiens gæster lægger til land, kan de opholde sig i det separate anneks, der har god plads til køjesenge og diverse habengut. Derudover kan kaptajnen opbevare sit hittegods i det tilhørende udhus, og trods husets 37 kvadratmeter kommer man altså næppe til at mangle plads her på Nykjærsvej 24.

Når sommersolen står højt på himlen og skibsfarten er under kontrol kan familien nyde tilværelsen i de omkringliggende, naturskønne omgivelser. Her kan man få mange gode eftermiddage til at gå med slentreture til Lushage, Tyskertårnet eller halvøen rundt ved Sletterhage fyr. Børnene kan glæde sig over den nærtliggende sandstrand, og de voksne kan stresse helt af til lyden af vinden i hedemarkerne.

Hvis denne sorte perle - aka "The Black Pearl" - lyder som noget for jer, så står vi klar med en fremvisning!

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.