Lige her, på Gl. Kirkebjerg 64, indbydes der til livsnyderi, og man bemærker hurtigt nabolagets fredelige atmosfære. De naturskønne omgivelser sætter den helt rigtige stemning for et dejligt frirum, og det er præcis, hvad I får her. Den let kuperede grund giver jer masser af plads at boltre jer på, og man forestiller sig hurtigt de lune sommerdage, hvor der tændes op i grillen på terrassen, imens lyden af børnelatter breder sig fra familiens mindste som løber og leger i haven. Ja, her glemmer man alt om hverdagens små bekymringer og tidlige morgenmøder på kontoret, for med et udeliv som dette, føles hver dag som en afslappende ferie.
Fritidshuset åbner op for to soveværelser, et nydeligt badeværelse med bruseafsnit og et hyggeligt leverum, hvor køkkenet og stuen forenes. Her kan både parret eller den lille familie finde sig tilrette. Allerede ved første skridt indenfor bemærker man husets charme, som tydeligt ses i de fritliggende bjælker, de træbeklædte vægge og gulve, samt den hyggelige indretning, som oser af vaskeægte sommerhusstemning. Fra entreen er der adgang til både værelser, badeværelse og det hyggelige leverum med loft til kip og høje vinduespartier, som åbner op for en pragtfuld udsigt over haven og inddrager de smukke omgivelser i hjemmet.
Ja, her er der skønt, og hvis I bevæger jer lidt ud fra grunden, så bliver I mødt af langstrakte marker og frodig natur, der nærmest inviterer til hyggelige gå- og cykelture under åben himmel. Udforsk de fantastiske sten ved Sletterhage Fyr eller nyd en slentretur langs vandkanten eller en frisk dukkert i havet tæt herpå. Her venter der jer altid en fornøjelse, og med en beliggenhed som denne, er der ikke udsigt til andet end livsnyderi.