Ydunvej 20, 8400 Ebeltoft

DEJLIGT SOMMERHUS 250 METER FRA STRANDEN

EJENDOM
Er I på jagt efter et helt særligt sted, hvor I kan slappe af og kun har 250 meter til stranden? Så er det værd at tage et nærmere kig på dette fritidshus i Boeslum, øst for Ebeltoft ud mod Kattegat og Hjelm.
Huset har 95 m2 til rådighed og er holdt i klassisk sommerhusstil med hvide træpaneler på vægge og i lofter. Stuen har en god størrelse til både, at kunne indrette en lille spisestue og samtidig lave et hyggeligt sofaarrangement. Man kan snildt forestille sig at sidde her en blæsende efterårsdag med varm kakao og et spil Hint, mens brændeovnen knitrer og giver lune til hele familien. I samme rum ligger det fine køkken, blot adskilt af en halvmur, hvilket gør det muligt at have følelsen af, at være i familiens selskab, selvom I laver forskellige aktiviteter. Måske står børnene og forbereder en hyggelig grillmiddag i det store og funktionelle køkken, mens far liiiiige skal have sidste etape af årets Tour de France med fra sofaen. Middagen kan serveres på den store fliseterrasse en solrig sommeraften, og efterfølgende kan mor og far sidde henslængte med et køligt glas vin og nyde børnene dyste i et intenst Kongespil i haven.
Efter endte ferieaktiviteter kan hele familien gå til ro i et af husets tre værelser og med en god nats søvn lade op til morgendagens strabadser. Der er et rummeligt badeværelse med bruseniche, hvor I kan vaske solcreme og saltvand af kroppen efter en dejlig dag ved Boeslum Strand.

BELIGGENHED
Beliggenheden gør det nemlig muligt, at nyde en af de bedste strande Boeslum Strand, som på en højsommerdag er en af Djurslands travleste. Mange af Ebeltofts egne indbyggere har denne strand som absolut favorit, for her er vandet altid klart og friskt, selv på varme dage. Er vejret ikke lige til badetøj og sand mellem tæerne, så fortvivl ej, for med et naturskønt område som dette, er der noget for sanserne i al slags vejr. Hvem vil ikke sætte pris på at blive rusket godt og grundigt igennem af den jyske vind, mens man nyder synet af Moder Jords næsten overnaturlige kræfter, idet havets bølger bruser og hvide skumtoppe kommer til syne.
Ønsker I friskbagt morgenbrød eller mangler en liter mælk til kaffen, kan I benytte jer af Dråby Strand Campings kiosk, som kun ligger to km væk. Tager i cyklen eller en frisk tur på gåben, kan I undervejs nyde den smukke udsigt langs vandet. Har I ikke fyldt køkkenskabene op til bristepunktet inden ankomst, kan I gøre jeres dagligvareindkøb i Ebeltoft, som ligger under 5 km fra sommerhuset. Her er der et stort udvalg af supermarkeder og specialforretninger, og I kan også besøge en af de mange fine restauranter og cafeer, byen har til rådighed. Og når I nu er i Ebeltoft, hvorfor så ikke besøge Fregatten Jylland og lade jer imponere over et overdådigt stykke skibsbyggeri? Der ligger også mange hyggelige glaspusterier i byen, hvor I kan købe fine souvenirs til minde om jeres fantastiske ferie på Djursland.

Er det her, I skal nyde det gode familieliv?

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.