Gl. Kirkebjerg 63, 8420 Knebel

ARKITEKTTEGNET FRITIDSHUS PÅ SMUKKE HELGENÆS

Det tager under en time at køre fra Aarhus til det enestående naturlandskab, som udgør halvøen Helgenæs. Lige i hjertet af halvøen ligger et fredeligt sommerhusområde i Stødov Bakker, og det er her I finder dette indflytningsklare fritidshus.

Huset, som er opført i 2008, er arkitekttegnet med en gennemtænkt planløsning og en minimalistisk, men samtidig hyggelig indretning, hvor hver af de 50 m2 er udnyttet optimalt.

Udvendigt såvel som indvendigt byder huset på en enkel og stilren arkitektur, men det leger stadig med det klassiske sommerhusudtryk. Facaden er således beklædt i sort træ, og det samme gælder for udhuset, som giver jer nogle gode bonuskvadratmeter.

De flotte rammer fortsætter indendørs, hvor de store vinduespartier og ovenlysvinduer giver masser af lysindfald, som med de hvide vægge og gennemgående trægulv giver en imødekommende atmosfære allerede, når I træder ind i det lille entréafsnit. Til højre finder I et mindre værelse, men en herlig overraskelse i entréen er også trappen, som leder jer ovenpå til en stor lys hems. Her får I ikke bare to ekstra sovepladser, men rummet er også indrettet med et stort tagvindue, hvor der er kig til stjernehimlen.

Husets samlingspunkt med køkken-alrum og stue er helt tydeligt skabt med henblik på hygge og samvær. Fra det lækre specialdesignede køkken kan I lave mad, mens andre læser gode bøger i sofaen, og ilden knitrer i brændeovnen. Bevæger I jer videre, finder I både det stilrene badeværelse og ikke mindst endnu et dejligt soveværelse. Overalt er udsigten omdrejningspunktet, og de mange havedøre og store vinduer trækker naturen helt indenfor.

I det gode vejr kan I også forlænge køkken-alrummet og rykke ud på den nye træterrasse. Huset er beliggende på en stor dobbeltgrund på 2.505 m2 i flere niveauer, og haven er anlagt således, at den er nem at holde og giver mulighed for ro, privatliv og hygge ved den nyanlagte bålplads.

BELIGGENHED
Allerede fra terrassen kan I fornemme det helt særlige landskab, og her på Helgenæs finder I da også en smuk mosaik af stejle kystskrænter, lave strandenge, små bakker og lange udsigter over horisonten - alt dette er et karakteristisk landskab skabt af istiden. Der er altså rig mulighed for at tage vandreskoene på eller finde cyklen frem og begive sig ud på eventyr. Og når nu snakken går på istid, så kan I jo lade jer inspirere og søge mod spidsen af Helgenæs, hvor Ishuset Sletterhage frister med gammeldags isvafler. Når I skal proviantere til aftenens sommermenu, kan I også tage cyklen til brugsen, som ligger under ti minutter fra huset.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.