Hvidmosevej 19, 8400 Ebeltoft

KLASSISK SOMMERHUSCHARME MIDT I NATIONALPARK MOLS BJERGE

EJENDOM
Fra det øjeblik I ankommer til sommerhuset, er scenen sat for feriedage med hygge, samvær og godt humør. Allerede ved første øjekast udstråler huset den helt rette sommerhusstemning - det indrammes af store, flotte trækroner, som danner en ugeneret oase, og derudover står huset med klassisk træbeklædning, som I kender det fra de traditionelle feriehuse.

Når I har beundret haven og dens naturskønne omgivelser, kan I bevæge jer indenfor, hvor I mødes af en hyggelig og varm atmosfære. I kan straks slippe fantasien løs og lade jeres indretningsidéer udfolde sig, for her kan I skabe en ferieoase lige efter jeres ønsker. Rammerne er nemlig gode, for planløsningen giver jer et depotrum, et badeværelse, to værelser og et stort opholdsmiljø med køkken og stue i åben forbindelse - her er der lagt op til afslapning med en god bog foran brændeovnen eller til langsomme morgener, hvor I kaster jer over pandekagebagning med børnene.

Stuen er indrettet med en lang række vinduer, så fra sofaen kan I holde øje med vejret, og når solen gør sit indtog, kan I slå terrassedøren op og rykke udenfor. Til lyden af fuglefløjt kan der dækkes op til en frokost på træterrassen, og senere på dagen kan I udfordre hinanden i badminton på græsset. Her i haven vil sommerdagene flyve afsted, og roen vil for alvor sænke sig over familien.

BELIGGENHED
I befinder jer kun 40 minutters kørsel fra Aarhus, så der er tale om en perfekt base for både de længere ferier og for små weekend-getaways. Huset ligger nærmere bestemt i Femmøller, som i mange år har været en yndet feriedestination. Her kan I nemlig slå vejen forbi et af landets første badehoteller, der i dag fungerer som efterskole. Og der er mange gode grunde til at området alle dage har tiltrukket feriegæster. Femmøller placerer sig midt i Nationalpark Mols Bjerge, hvor de enestående naturoplevelser står i kø for at imponere jer. I kan eksempelvis lade Den Italienske Sti lede jer mod Mols Bjerge, men I kan også slentre gennem slugten, som strækker sig ned mod vandet ved Femmøller Strand. Her kan de varme sommerdage tilbringes på den fine sandstrand med udsigt til Ebeltoft Vig.

Der skal forventes renovering af gulv og tag.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.