Energivej 40, 8420 Knebel

DEJLIG ETPLANSVILLA MED INDBYGGET UDSIGT OVER KNEBEL VIG

Udsigt er et nøgleord i beskrivelsen af jeres kommende hjem, for I overtager en dejlig etplansvilla, der ligger højt i landskabet. Med i købet får I et flot udsyn over Knebel Vig og den naturskønne horisont. Inden længe kan I indtage enten udestuen eller terrassen og læne jer tilbage til synet af vand og blå himmel. Velkommen hjem!

I bydes velkommen af en klassisk rødstensvilla med byggeåret 1989. I niveau med vejen finder I en carport til bilen samt et udhus til alt det praktiske, og herfra leder en trappe op til huset.

I får straks indtryk af en ejendom, som er yderst velholdt, og det kan blandt andet nævnes, at den flotte udestue kom til i 2004, mens der blev udskiftet døre og vinduer i 2007. Derudover er huset udstyret med en luft-til-luft-varmepumpe. Takket være diverse forbedringer og den løbende vedligeholdelse står boligen helt klar til nye ejere, og det kan være et oplagt boligkapitel for såvel førstegangskøberne som børnefamilien, men denne ejendom er for alle jer, der sætter pris på kvalitet og udsigt!

Indendøre folder boligen sig ud med 120 velindrettede kvadratmeter, der byder på en enkel og smagfuld indretning. Den gode planløsning giver jer bl.a. et bryggers, et stort, lyst flisebadeværelse og tre værelser, hvoraf de to ligger side om side i husets ene ende, mens det største ligger alene i modsatte ende. Er I en børnefamilie, får I altså et oplagt forældresoveværelse og en separat børneafdeling.

Til slut bindes hjemmet sammen af to indbydende opholdsrum, nemlig køkken-alrummet og den store stue, som tilsammen giver jer rigelig plads til at samles - og endnu mere plads findes i udestuen, som ligger i forlængelse af stuen. En dobbeltdør åbner op til de lækre bonuskvadratmeter, som imponerer med loft til kip og store vinduespartier, der på smukkeste vis indrammer udsigten. Sidstnævnte følger med jer ud i haven, hvor flere solrige fliseterrasser står klar til sommerdagene.

Boligjagten tager jer med til Knebel, og det kan I godt glæde jer til. Den lille by placerer sig i de naturskønne rammer af Mols, og den ligger i første parket til Knebel Vig, så I er omgivet af vand og flot natur. Samtidig står byen til rådighed med alt, hvad I har brug for i det daglige, og I finder både skole, daginstitution, indkøb, læge og foreningsliv i en radius af 1,5 kilometer fra jeres hoveddør. Her på Energivej får I altså nem adgang til både natur og daglige gøremål, og så ligger huset trygt og godt i rammerne af en lukket villavej.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.